Jannie Tindbæks tilbygning som blev anbefalet og designet af Kim Thorsell.

En boligdate indfrier husdrømmene

En professionel boligdate er den oplagte mulighed, når der skal sættes ord, form og handling bag boligdrømmene. Det er billigt, og egner sig fortrinligt til både om- og tilbygninger samt til realisering og nybygning af drømmehuset.

Af: Michael Winther

Kim Thorsells rådgivning omfatter visualiseringer af projektet gennem tegninger og skitser.

I foråret 2016 var pladsen i det gamle hus blevet for trang for Jannie Tindbæk og hendes familie, der foruden hende selv tæller mand og tre børn. Et ældre og ikke særligt vedligeholdt parcelhus fra 1967 på 150 kvadratmeter blev rammen om deres nye bolig. Men allerede inden købsaftalen var på plads, stod det klart, at huset trængte til både en om- og tilbygning for at honorere familiens krav til plads, luft og lys.

Æstetik og funktionalitet

I dag står boligen med en funklende ny tilbygning på 35 kvadratmeter i sort træ, som rummer familiens nye stue samt et kontor. Der er tale om en tilbygning med store vinduer og optimalt lysindfald. Samtidig er køkkenet blevet totalt moderniseret, og udstyret med bl.a. et stort ovenlysvindue, som bringer livskvalitet og glæde ind i køkkenregionerne. Men det var ikke sket ude

n professionel rådgivning og sparring med arkitekt Kim Thorsell, der gennem de sidste fem år har tilbudt en såkaldt boligdate for private bygherrer.

- Det var virkelig en fremadrettet gevinst, at tale med vores arkitekt Kim Thorsell. Pludselig blev der sat ord og skitser på vores boligdrømme. Spurgt ind til krav, behov, ønsker og økonomiske midler. Og fluks mens vi sad og talte det hele igennem, havde Kim på sin blok tegnet skitser, så vi fik syn for sagen. Der blev tænkt ud af boksen, og i dag har vi et drømmehus, der indfrier alle vores behov. Et hus hvor vi kan have gæster og fester, og et hus der står som en æstetisk arkitektonisk perle, fortæller Jannie Tindbæk.

Helhedsplan og potentiale

Arkitekt Kim Thorsell tilbyder en boligdate, hvor potentialet i den eksisterende bolig foldes ud gennem dialog og skitsetegninger.

Med en baggrund som sagsarkitekt i 15 år med fokus på hospitals-, skole- og kontorbyggeri på de anerkendte tegnestuer Smith Hammer Lassen architects samt Friis & Molkte a/s besluttede Kim Thorsell sig for fem år siden til at starte for sig selv. Han savnede at være i mere direkte og dybere dialog med slutbrugeren, altså med dem der til daglig færdes og bruger de arkitektoniske løsninger. Han ville udvikle byggeprojekter i øjenhøjde og i tæt kontakt med private bygherrer. Derfor opfandt han boligdaten.

- En boligdate er rettet mod private kunder, der på den ene eller anden måde er kommet til et punkt i deres liv, hvor der skal ske noget nyt på boligfronten. Det kan være de har fået børn, og det eksisterende hus er blevet for småt. Det kan også være, at børnene er flyttet hjemmefra, og det nu er tid til at tænke alternativt om boligen. Uanset hvad grunden er, mener jeg, det er en god ide, at alliere sig med en arkitekt, der kan se nye muligheder i huset, og skabe en helhedsplan hvor samtlige potentialer for ejendommen foldes ud. Det behøver ikke at ske på en gang. Men det at få et overblik over husets potentialer skaber ro, og så kan man jo splitte mulighederne op i mindre projekter, der kan gennemføres i takt med, hvad økonomien tillader, siger arkitekt Kim Thorsell, fra kimthorsell architects.

Professionelt overblik

Boligdaten handler om at visualisere mulighederne og potentialerne i en eksisterende ejendom eller et nybyggeri. Det handler om materialer, æstetik og farver. Om indretning og økonomi, og i høj grad om at sætte sig i kundens sted. Lytte til ønsker og behov, stille spørgsmål og sørge for afklaringer. Men også om at aflive utopiske drømme.

I Jannie Tindbæks tilfælde omfattede om- og tilbygningen ca. 60 procent af boligens eksisterende rum. Der var ændring af både køkken, toilet og bad, samt stue-alrum, og ændringerne omfattede alt fra vægge og lofter, til nye gulve og to store ovenlysvinduer.

- Det var virkelig fedt at samarbejde med Kim Thorsell på den måde, som vi gjorde. Vi var i trygge hænder fra dag et. Da vi besluttede os for at sætte projektet i gang, styrede Kim det professionelt i mål. Han fik hurtigt de nødvendige byggetilladelser i hus, anbefalede entreprenør og håndværkere og handlede proaktivt og med stort overblik på de forskellige processer i den omfattende om- og tilbygning. Selv om det naturligvis koster lidt ekstra at have en arkitekt på, er det alle pengene værd, forklarer Jannie Tindbæk.

Den omfattende om- og tilbygning af Jannie Tindbæks hus resulterede bl.a. i et nyt køkken med et stort ovenlysvindue.

Fra ide til færdigt hus

Mange boligejerne går alt for længe med tankerne om at realisere drømmehuset. De fleste har over årene måske fået moderniseret køkkenet eller badeværelset. Men det er sjældent, der er en helhedsplan for en gennemgribende modernisering af huset.

- Den helhedsplan kan vi skabe på baggrund af en boligdate. Gennem vores lange erfaring kan vi nemlig gennem tegninger og skitser illustrere kundernes ønsker, og vi kan give et overblik over de økonomiske perspektiver fra ide, over færdigt projekt til ombygget eller nybygget hus. Det giver kunden vished for projektets omfang. Men sandelig også en afklaring af om man skal bygge om, bygge nyt eller flytte til et nyt sted, siger Kim Thorsell.